Danfoss vinder “Danish Company of the Year 2022”
Med en årelang tilknytning til det tyske marked og bidrag til den grønne omstilling i landet er Danfoss i år vinder af prisen som Danish Company of the Year.
”Danfoss bidrager massivt til den grønne omstilling, som er et kernetema i både Tyskland og Danmark. I Tyskland står Danfoss stærkt med 14 lokationer og en årelang tilstedeværelse. Med opkøbet af flere tyske virksomheder er Danfoss vokset betydeligt og kan støtte endnu mere op om udviklingen i Tyskland og elektrificeringen i landet,” siger Reiner Perau, adm. direktør i Dansk-Tysk Handelskammer.
Hos Danfoss er der stor glæde hos adm. direktør Kim Fausing: ”Vi er meget beærede over at modtage denne pris. Tyskland er et helt særligt land for os. Ikke kun fordi vores koncern-hovedkvarter ligger få kilometer fra den dansk-tyske grænse, men også fordi det er et af vore vigtigste markeder med lokationer i hele landet. Vi investerer massivt i Tyskland, fordi Tyskland er fokuseret på den grønne transformation gennem en mere energieffektiv infrastruktur og elektrificeringen af samfundet.”
Vinderne af de Dansk-Tyske Erhvervspriser, ”Danish Company of the Year” og ”German Company of the Year”, blev i år kåret ved Dansk-Tysk Handelskammers 30 års jubilæumsmiddag i Axelborg i København, lørdag den 29. oktober. Her var knap 200 mennesker fra dansk-tysk erhvervsliv samlet. Den tyske vicekansler og økonomi- og klimaminister, Robert Habeck, diskuterede klima og bæredygtighed i aftenens paneldebat sammen med Lykke Friis og vinderne af de dansk-tyske erhvervspriser, Kim Fausing, Danfoss, og Jochen Eickholt, CEO Siemens Gamesa.
Om vinderen
Danfoss har været til stede i Tyskland siden 1952 og beskæftiger over 4.200 mennesker i landet. Tyskland er den danske virksomheds største marked i Europa. Danfoss er til stede i Tyskland med alle forretningsområder og 14 lokationer – hvoraf otte er produktionssteder.
Kort om de Dansk-Tyske Erhvervspriser
Dansk-Tysk Handelskammer uddeler årligt to priser. ”Danish Company of the Year” uddeles til en dansk virksomhed eller organisation, som har haft ekstraordinær vækst i omsætning og/eller medarbejderantal, har vist innovative og succesfulde forretninger eller bemærkelsesværdige investeringer Tyskland.
”German Company of the Year” uddeles til en tysk virksomhed eller organisation, der har haft en ekstraordinær vækst i omsætning og/eller medarbejderantal, har været innovativ til gavn for det danske marked, eller som har foretaget bemærkelsesværdige investeringer i Danmark. I år vandt Siemens Gamesa prisen ”German Company of the Year”.