Verden efter Corona

Forkortet oversættelse af: Matthias Horx: "Die Welt nach Corona", https://www.diezukunftnachcorona.com/die-welt-nach-corona/, 16.3.2020

I øjeblikket bliver jeg ofte spurgt, hvornår Corona "er ovre", og alt vender tilbage til det normale. Mit svar er: aldrig. Der er historiske øjeblikke, hvor fremtiden ændrer retning. Disse tider er nu. 

Verden, som vi kender den, opløses. Men efter den kommer en ny verden, hvis form vi i det mindste kan forestille os. Til dette vil jeg gerne tilbyde jer en øvelse, som vi har haft gode erfaringer med i visionsprocesser hos virksomheder. Vi kalder den RE-gnose. I modsætning til PRO-gnose ser vi ikke på fremtiden med denne teknik. Men fra fremtiden TILBAGE til i dag. Lyder det vanvittigt? Lad os prøve det: 

RE-gnose: Vores verden i efteråret 2020 

Lad os forestille os en situation i efteråret, lad os sige i september 2020. Vi sidder udenfor på en café i en storby. Det er varmt, og folk er igen ude på gaden. Bevæger de sig anderledes? Er alt det samme som før? Smager vinen, cocktails, kaffen, som den plejede at gøre? Som før Corona? 

Eller endnu bedre? 

Når vi ser tilbage, hvad vil vi så blive overraskede over? 

Vi vil blive overraskede over, at de sociale ofre, vi måtte bringe, sjældent fører til isolation. Tværtimod. Efter det første chok blev mange lettede over, at al hektisk aktivitet, samtaler og kommunikation på flere samtidige kanaler pludselig stoppede. At give afkald på noget betyder ikke nødvendigvis tab, men kan endda åbne op for nye muligheder. Nogle har allerede oplevet dette, for eksempel når maden efter periodisk faste - pludselig smagte igen. Paradoksalt nok skabte den fysiske afstand, som virussen påtvang os, også ny nærhed. Vi mødte mennesker, vi ellers aldrig ville have mødt. Vi kontaktede gamle venner oftere; styrkede bånd, der var blevet løse. Familier, naboer, venner er kommet tættere på hinanden, og nogle skjulte konflikter er endda blevet løst. 

Den sociale høflighed, som vi i stigende grad savnede før, vendte tilbage. Her i efteråret 2020 er der en helt anden stemning til fodboldkampe end i foråret, hvor der herskede masse-raseri. Vi spekulerer på, hvorfor det er sådan.  

Vi vil blive forbløffet over, hvor hurtigt digitale kulturelle teknikker pludselig har bevist sig i praksis. Telefon- og videokonferencer, som de fleste kolleger hidtil havde modsat sig (at flyve på business-class var bedre), viste sig at være ganske praktisk og produktivt. Lærere lærte meget om undervisning over nettet. Hjemmekontoret blev en selvfølge for mange – inklusiv den improvisering og tidsjonglering, der følger med. 

På samme tid oplevede tilsyneladende forældede kulturelle teknikker en renæssance. Med ét  fik man ikke kun fat i en telefonsvarer, men i rigtige mennesker. Virussen skabte en ny kultur med lange telefonopkald. Selve beskederne fik pludselig en ny betydning. Man kommunikerede virkeligt igen. Ingen blev holdt hen i uvished mere. Ingen blev holdt ude mere. Dette skabte en ny tilgængelighedskultur.  

Mennesker, der aldrig fandt  ro på grund af det hektiske tempo, inklusiv unge mennesker, gik pludselig lange gåture. At læse bøger blev pludselig kult.  

Realityshows virkede pinlige. Al det trivial-trash, det uendelige sjæleaffald, der kørte på alle kanaler. Nej, det forsvandt ikke helt. Men det tabte hurtigt værdi.  

Kriser virker primært ved at opløse gamle fænomener, som dermed bliver overflødige. Kynisme, denne afslappede måde at devaluere verden på, var pludselig out.  

Mediernes overdrivelse samt hysteri- og frygtkultur blev efter det første udbrud begrænset.  

Vi vil blive overrasket over, at vi allerede i løbet af sommeren fandt medicin, der forøgede chancerne for overlevelse. Dette sænkede dødeligheden og Corona blev en virus, som vi kunne håndtere – ligesom influenza og andre sygdomme. Medicinske fremskridt hjalp. Men vi lærte også, at den afgørende faktor ikke så meget var teknologien, men ændringen i social opførsel. Den afgørende faktor var, at folk kunne være solidariske og konstruktive på trods af radikale restriktioner. Den human-sociale intelligens har hjulpet. Den højtpriste kunstige intelligens, som jo kunne løse alle problemer, har kun haft en begrænset effekt på Corona. 

Dette har ændret forholdet mellem teknologi og kultur. Før krisen syntes teknologi at være et universalmiddel, der bar alle utopier. Ingen tror længere på den store digitale frelse. Den store teknologihype er forbi. Vi retter igen opmærksomheden mod de mere humane spørgsmål. Hvad er mennesket? Hvad er vi for hinanden? Vi er forbløffet over at se, hvor meget humor og menneskelighed, der faktisk opstod, mens virussen hærgede. Vi vil blive forbløffet over, hvor meget økonomien kunne skrumpe uden at noget i retning af kollaps indtraf. Selvom der var en sort april, en dyb økonomisk nedgang og et fald på 50 % på aktiemarkederne, selvom mange virksomheder gik konkurs, skrumpede eller muterede til noget andet, nåede vi aldrig et nulpunkt. Som om økonomien var et væsen, som også kan sove og endda drømme. 

Nu i efteråret er der en global økonomi igen. Men den globale just-in-time produktion med enorme, forgrenede værdikæder, hvor millioner af individuelle dele fragtes over hele planeten, overlever ikke. Der afvikles og konfigureres nyt i øjeblikket. Midlertidige lagerfaciliteter, depoter og reserver vokser igen overalt. Lokal produktion blomstrer, netværk bliver mere lokale, og håndværk oplever en renæssance. Det globale system driver i retning af GLOKALISERING: Lokalisering af det globale. 

Vi vil blive overrasket over, at selv tabet af aktiver på grund af nedbrud på aktiemarkeder ikke smerter, som det føltes i starten. I den nye verden spiller rigdom pludselig ikke længere den afgørende rolle. Gode naboer og en god have med grøntsager er vigtigere. 

Kan det være, at virussen har ændret vores liv i en retning, som det alligevel ville have taget? 

Den nye verden efter Corona - eller rettere med Corona - opstår af opløsningen af megatrenden konnektivitet. Politisk og økonomisk kaldes dette fænomen også "globalisering". Men afbrydelsen af konnektiviteten – ved grænselukninger, separationer, tvangsauktioner, karantæner – fører ikke til opløsning af forbindelser. Men til en reorganisering af de kontakter, der holder vores verden i gang. Det er et kvantespring i de socioøkonomiske systemer. 

Den kommende verden vil sætte pris på afstand igen – og dermed give mere kvalitet til forbindelser. Autonomi og afhængighed, åbning og lukning, er afbalancerede. Dette kan gøre verden mere kompleks, men samtidig mere stabil. Denne transformation er i høj grad en blind evolutionær proces – det nye kommer, fordi det gamle har fejlet. Dette gør os svimle i starten, men det, som forener paradokser på et nyt niveau, er egnet til fremtiden. 

Hver dyb krise efterlader en historie, en fortælling, der peger langt ind i fremtiden. En af de stærkeste visioner efterladt af Coronavirussen er syngende italienere på balkoner. Den anden vision sendes via satellitbilleder, som viser industriområderne i Kina og Italien fri for smog. I 2020 vil menneskehedens CO2-udledning falde for første gang. Dette faktum vil gøre noget ved os. 

Hvis virussen kan gøre sådan noget, kan vi så? Måske var virussen bare en ambassadør sendt fra fremtiden. Det drastiske budskab er, at den menneskelige civilisation er blevet for tæt, for hurtig, for overophedet. Det kører for meget i en bestemt retning, hvor der ikke er nogen fremtid. 

Men den kan genopfinde sig selv. 

Systemnulstilling. 

Køl ned! 

Musik på balkonerne! 

Sådan fungerer fremtiden.