Skattefordel ved splitleasing

SKAT: Beskatning af fri bil, som en arbejdsgiver stiller til rådighed for en ansat, kan undgås ved splitleasing - Men pas på betingelserne for skattefrihed!

Når en arbejdsgiver stiller en fri bil til rådighed for en ansat, dvs. at den ansatte også må bruge bilen til private formål, så bliver medarbejderen beskattet heraf. Den skattepligtige værdi beregnes på grundlag af prisen for bilen, dvs. at jo højere prisen for bilen er, jo højere er beskatningen af medarbejderen. Denne beskatning indtræder når blot bilen må anvendes til private formål, og er dermed uafhængig af forholdet mellem den faktiske private og arbejdsmæssige kørsel. Beskatningen af fri bil kan dog undgås ved en såkaldt splitleasing. Splitleasing betyder, at en arbejdsgiver indgår en leasingaftale om den erhvervsmæssige benyttelse af en bil med et leasingselskab, samtidig med at den ansatte, der har bilen til rådighed, indgår en særskilt leasingaftale med leasingselskabet om den private benyttelse af den samme bil. En sådan splitleasing indebærer, at medarbejderen ikke beskattes af værdien af fri bil, men kun betaler en forholdsmæssig leasingafgift i forhold til sin private anvendelse, og ordningen er derfor navnlig en fordel for ansatte, som har forholdsvis beskeden privat anvendelse af bilen.

Skattefriheden for medarbejderen er dog betinget af, at følgende betingelser alle opfyldes:

  • Der skal være tale om 2 separate og adskilte aftaler med leasingselskabet.
  • Der skal udarbejdes et detaljeret kørselsregnskab med angivelse af dato, rute og formål for den erhvervsmæssige kørsel.
  • Leasingselskabet skal løbende føre kontrol med fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat kørsel og den deraf følgende regulering af den aftalte fordeling af omkostningerne.


November 2017