Ferielejligheder i Berlin

Lejligheder i Berlin kan fortsat kun udlejes i begrænset omfang til turister.

Lejligheder i Berlin kan kun lejes ud til turister i begrænset omfang. Dette sker for ikke at forværre manglen på boliger i den tyske hovedstad yderligere.

I april i år blev den såkaldte ”Zweckentfremdungsverbot-Gesetzes” endnu engang skærpet. Efter skærpelserne af reglerne skal privatpersoner indhente en offentlig tilladelse, hvis de skal have lov til at leje deres lejlighed ud til turister.

Det er tilladt for privatpersoner at udleje deres faste bopæl til turister under deres fravær, så længe de opretholder deres daglige virke på den faste bopæl.

I modsætning hertil kan sekundære lejligheder kun udlejes til turister i højst 90 dage om året. Har udlejer en fast bolig ud over den sekundære bolig eller en yderligere sekundær bolig, kan der ikke gives tilladelse til at leje ud til turister.