Tyske virksomheders forventninger kollapser

Erhvervslivet i Tyskland ser markant dårligere på fremtiden. Det viser en ny landsdækkende rundspørge fra de tyske handelskamre (DIHK) blandt mere end 25.000 tyske virksomheder.

De betydeligt forværrede forventninger skyldes især yderligere forsyningsflaskehalse samt de høje energi- og råvarepriser som et resultat af krigen i Ukraine. DIHK sænker vækstprognosen for 2022 til 1-1,5 %.

Rundspørgen viser:

  • Hele 78 % af de tyske virksomheder peger på stigende energi- og råvarepriser som en af de største forretningsrisici. Omkring en tredjedel af virksomhederne forventer, at forretningen bliver dårligere de næste 12 måneder, mens kun 19 % forventer en forbedring.
  • Forventningerne inden for byggeri og industri er særligt forværret. Disse brancher er også hårdest ramt af de stigende energi- og råvarepriser. Inden for byggeri forventer 44 % af virksomhederne en dårligere forretning; kun 7 % forventer bedre forretninger. I industrien er forholdet mellem pessimister (37 %) og optimister (14 %) under gennemsnittet.
  • 39 % af de tyske virksomheder sender allerede helt eller delvist regningen for de øgede udgifter videre til kunderne, 34 % planlægger at gøre det.  
  • Detailhandlere og turistvirksomheder, der på toppen af pandemien kæmpede med økonomiske vanskeligheder, oplever nu bedre tider. Her er forventningerne til fremtiden også lysere.
  • En del tyske virksomheder begrænser deres investeringsplaner i lyset af de dårligere forretningsudsigter. Derudover er produktinnovation og planer om personaletilgang sat på midlertidig pause.

Du kan læse mere om tilstanden i de tyske virksomheder I DIHK´s sommerpronose HER.