Dansk-Tysk Handelskammer får ny direktør

Vi kan nu meddele, at Andreas Wenzel tiltræder som ny CEO i Dansk-Tysk Handelskammer til april 2023.

19.12.22

Andreas Wenzel tiltræder til foråret 2023 stillingen som ny CEO i Dansk-Tysk Handelskammer. Andreas Wenzel afløser Reiner Perau, der stopper efter næsten 15 år som CEO i Dansk-Tysk Handelskammer.

Andreas Wenzel kommer fra en stilling som CEO og bestyrelsesmedlem i Tysk Industri- og Handelskammer i Marokko. Han er uddannet erhvervsøkonom og MA i udviklingsstudier og geografi fra universitetet i Bayreuth. Andreas Wenzel medbringer mere end 15 års erfaring med topledelse i den private sektor samt senest seks år i Handelskammernetværket i Tyskland og udlandet.

Andreas Wenzel er den helt rigtige kandidat til posten som ny CEO for Dansk-Tysk Handelskammer. Han er i besiddelse af et stærkt og omfattende politisk netværk i Berlin og Tyskland og medbringer indgående erfaring med at drive både en medlemsorganisation og en kommerciel rådgivningsforretning, som den Handelskammeret tilbyder sine kunder og medlemmer i dag.

Med sine 650 medlemmer og store kundebase overtager Andreas Wenzel en moderne og succesfuld organisation med et velkørende team og et stort og solidt netværk af medlemmer, partnere og kunder, der arbejder for at fremme dansk-tyske erhvervs- og handelsrelationer.