Gesche Lohmann
Marketing & Communications Manager, Presse Medlemmer og kommunikation
+45 32 83 00 88 gelo@handelskammer.dkDe vindende virksomheder skilte sig ud blandt stærk konkurrence: I alt ni danske og tyske virksomheder nåede finalen ved uddelingen af de Dansk-Tyske Erhvervspriser. De tre vindere blev udpeget på baggrund af en bedømmelse foretaget af en jury bestående af danske og tyske repræsentanter fra erhvervslivet og politik samt en live-afstemning under prisuddelingen i København.
"Prisvinderne viser på imponerende vis, hvilket potentiale der ligger i det dansk-tyske samarbejde. De står for innovation, iværksættermod og partnerskabsorienteret tænkning på tværs af grænserne og demonstrerer med deres succes, at konkurrenceevne og indsats i den grønne omstilling kan gå hånd i hånd. Jeg ønsker alle vindere hjerteligt tillykke med denne pris, som samtidig er et symbol på styrken i vores fælles økonomiske region," siger Andreas Wenzel, administrerende direktør i Dansk-Tysk Handelskammer.
Pris for dansk indsats for europæisk energiinfrastruktur
Den danske NKT Group udvikler, producerer og installerer kabelsystemer til energioverførsel. I Tyskland er NKT involveret i de store projekter Südlink og SüdOstlink, der overfører offshore-vindenergi fra Nordsøen under jorden til det centrale og sydlige Tyskland. I september 2025 meddelte NKT, at virksomheden vil levere kabelsystemer til offshoreforbindelsen mellem Energiø Bornholm og Sjælland. På Bornholm skal offshore vindmølleparker producere op til 3,8 GW vindenergi, som blandt andet skal forsyne Tyskland med vedvarende energi.
”Prisen er en meget værdsat anerkendelse af vores arbejde og stærke tilstedeværelse i både Tyskland og Danmark. Vi er stolte af at bidrage til den grønne omstilling, økonomisk vækst og samfundsmæssige udvikling gennem investeringer, innovation og stærke partnerskaber i begge lande. Denne påskønnelse giver os endnu mere motivation til fortsat at forbinde elnet, samfund og mennesker på tværs af Europa,” siger Michael C. Hjorth, Chief Commercial Officer hos NKT.
Fra traditionel maskinproducent til pioner inden for dekarbonisering
Prisen ”German Company of the Year” uddeles hvert år af Dansk-Tysk Handelskammer, Invest in Denmark og Copenhagen Capacity. Årets vinder, Everllence (tidligere MAN Energy Solutions), har i de seneste år udviklet sig fra en traditionel maskinproducent til en dekarboniseringsvirksomhed og tilbyder især lavemissionsdrivteknologier og dekarboniseringsløsninger til skibsfarten. I 2025 tog Everllence i Esbjerg verdens største CO₂-varmepumpe i brug, og et endnu større anlæg er under opførelse i Aalborg.
”Vi er meget stolte af denne pris. Den viser, at vores strategi virker og allerede har stor indflydelse på skibsfarts- og energisektoren, som er så vigtige, men svære at dekarbonisere,” siger Bjarne Foldager, Senior Vice President hos Everllence.
Dansk biometanproducent vinder Newcomer-prisen
For anden gang uddelte Dansk-Tysk Handelskammer ”German-Danish Newcomer of the Year”-Award til en ung virksomhed. I år gik prisen til BioCirc. Den danske start-up har siden 2022 omdannet organiske restprodukter til biogas, elektricitet, varme og grønne brændstoffer i integrerede energiklynger og har på kort tid etableret sig som en af verdens største biometanproducenter. I 2024 overtog BioCirc det tyske EPC-firma North-Tec og har siden da beskæftiget omkring 300 medarbejdere i Danmark og Tyskland.
”Vi er meget glade for anerkendelsen af vores stærke og vedvarende engagement i energitransitionen. I vores energiklynger kombinerer vi elektroner og molekyler med det mål at producere fremtidens energikilder,” siger Kenneth Christian Hansen, Group COO hos BioCirc.
Kontakt
For yderligere information og billeder kontakt venligst Gesche Lohmann, Marketing & Communications Manager Dansk-Tysk Handelskammer, på gelo@handelskammer.dk eller +45 32 83 00 88.
Om de Dansk-Tyske Erhvervspriser
Med priserne »German Company of the Year«, »Danish Company of the Year« og »German-Danish Newcomer of the Year« hylder Dansk-Tysk Handelskammer hvert år danske og tyske virksomheder, der har ydet et særligt bidrag til de dansk-tyske økonomiske relationer. Vinderne udvælges af en jury og ved en offentlig afstemning. Kriterierne for priserne „German Company of the Year“ og „Danish Company of the Year“ omfatter vækst i omsætning eller antal ansatte, innovationer og investeringer i det andet marked. Newcomer Awarden hylder en virksomhed, der har været aktiv på det andet marked i højst tre år, har eksisteret i højst ti år og/eller har en innovativ forretningsmodel, produkt eller service.
Marketing & Communications Manager, Presse Medlemmer og kommunikation
+45 32 83 00 88 gelo@handelskammer.dk