Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz (SPD), meddelte sent onsdag aften i en pressemeddelelse, at Christian Lindner (FDP) er blevet afskediget som finansminister. Afskedigelsen af Lindner medførte, at alle FDP’s ministre trak sig ud af regeringen. Kun Volker Wissing er blevet som minister, da han er trådt ud af FDP. Scholz begrunder afskedigelsen med manglende tillid til Lindner og kritiserer den tidligere finansminister for kun at interessere sig for egne vælgere og sit eget parti. Derudover:
- Jörg Kukies (SPD) overtager finansministerposten efter Christian Lindner
- Volker Wissing (tidligere FDP) forbliver transportminister og overtager også justitsministeriet efter Marco Buschmann (FDP)
- Cem Özdemir (De Grønne) forbliver landbrugsminister og overtager også videnskabsministeriet efter Bettina Stark-Watzinger (FDP)
Næste valg i Tyskland er sat til d. 28. september 2025. Forbundskansleren har dog forelagt en plan, hvori han den 15. januar 2025 kræver en tillidsafstemning i forbundsdagen. Hvis han taber denne, kan forbundspræsidenten derefter opløse forbundsdagen, hvilket vil resultere i et nyvalg i marts 2025.
Oppositionen er uenig i Scholz' plan og kræver omgående et nyvalg. Dette afviser forbundskansleren, og holder sig foreløbigt til planen om en tillidsafstemning i januar.
Vi holder dig opdateret.