Logo for Dansk-Tysk Handelskammer

Vigtige ændringer i den nye EU-forordning om emballage og emballagaffald (PPWR)

  • News

EU´s kommende emballage og emballageaffaldsforordning, Packaging and Packaging Waste Regulation (PPWR), er et nyt tiltag i den europæiske miljøpolitik. Forordningen forventes endeligt vedtaget i efteråret 2024 og træder i kraft 18 måneder efter offentliggørelsen. Den medfører en række væsentlige ændringer, der kan få betydning for både producenter og distributører af emballerede produkter.

EU
© rarrarorro / iStock

PPWR indeholder klare krav til producenterne, som kun må markedsføre emballage, der opfylder de angivne standarder. Disse krav skal dokumenteres i en "konformitetserklæring" og, hvis nødvendigt, i ”teknisk dokumentation”. 

 

Centrale regler i PPWR: 

 

  • Krav til stoffer i emballage: Koncentrationerne af bly, cadmium, kviksølv og hexavalent chrom skal begrænses. (Artikel 5)
  • Genanvendelig emballage: Al emballage, der markedsføres på EU-markedet, skal i 2030 kunne genanvendes. (Artikel 6)
  • Genbrugsindhold: Plastemballage skal i 2030 indeholde en vis procentdel af genanvendt materiale, med højere mål for 2040. Dette gælder ikke for medicinsk emballage, kontaktfølsom plastikemballage til medicinsk udstyr, yderemballage eller komposterbar plastemballage. (Artikel 7) 
  • Komposterbar emballage: Visse typer emballager skal kunne komposteres. (Artikel 8) 
  • Genbrug og genopfyldning: Emballage skal designes til genbrug eller genopfyldning samt indgå i et genbrugssystem, der opfylder forordningens minimumskrav. (Artikel 10) 
  • Nyt krav til mærkning: Emballage skal mærkes med materialesammensætning, sorteringsanvisninger og genbrugsanvisninger, hvor det er relevant. Genbrugsemballage skal være forsynet med en QR-kode eller en anden type databærer. (Artikel 11) 
  • Emballageminimering: Erhvervsdrivende skal sikre, at tomrum i multipak-, transport- og e-handelsemballage højst udgør 40 %. Udfyldningsmateriale tæller som tomrum. E-handelsemballage, der også er salgsemballage, er undtaget fra denne regel. (Artikel 21)
  • Forbud mod visse emballageformater: Fra 2030 vil specifik plastemballage, såsom krympefolie og emballage til frisk frugt og grønt under 1,5 kg, i de fleste tilfælde være forbudt. (Artikel 22) 

 

PPWR vil kræve ændringer i emballagedesign og materialebrug, og det er derfor vigtigt for virksomheder, der opererer på det europæiske marked, at være opmærksomme på disse nye regler. 

 

Du kan læse mere via nedenstående link:

Har du spørgsmål eller brug for yderligere information om, hvordan de nye regler påvirker din virksomhed, er du velkommen til at kontakte vores Senior Environment & Packaging Consultant, Irma Hadzovic på ih@handelskammer.dk eller  +45 33 41 10 43.  

Leder du efter noget andet?

I vores informationscenter kan du finde de seneste nyheder, downloads, videoer, podcasts...

Gå til infohub