Moms og grænsehandel som nethandel

MOMS: I marts 2016 præciserede SKAT reglerne for nethandel som grænsehandel. I denne artikel kan du læse mere om de krav, der stilles til virksomheder, der sælger varer til danske forbrugere over internettet til levering fra tysk lager.

Gøres nethandel rigtigt, kan man sælge varer til danske forbrugere med tysk moms på 19 pct. eller endda på 7 pct. for fødevarer. Det skal dog være afhentningssalg og ikke fjernsalg. 

SKAT understreger med nyt styresignal SKM2016.112.SKAT,  at selve salget, transporten og betalingen skal være strengt adskilte.

Der er tale om afhentningssalg med tysk moms, når:

  • den private selv afhenter varerne og transporterer dem hjem.
  • køberen selv indgår aftale med tredjemand om, at denne afhenter og transporterer varerne hjem på køberens vegne.
  • leverandøren foretager en oplistning af mulige transportører på sin hjemmeside eller lignende i forbindelse med salget, såfremt denne oversigt blot er udtryk for, at leverandøren selv har undersøgt, hvilke transportører, der kan tænkes at ville forestå transporten og derefter ønsker at informere sine kunder herom som en service.

Køberen skal selv:

  • tage kontakt til en af transportørerne
  • oplyse, hvad der ønskes transporteret
  • oplyse, hvorfra og hvortil det ønskes transporteret
  • få oplyst pris, leveringstid og betingelser for afhentning og levering.

Særligt for fjernsalg fra udenlandske onlinebutikker: Enhver samkøring af sælgers og transportørs hjemmeside, som medfører, at oplysninger overføres, gør, at SKAT anser det for fjernsalg. En generel information om fragtpriser til Danmark er dog tilladt.

SKAT understreger dog i forlængelse af Skatterådets afgørelse fra 10/2015, at ”det alene drejer sig om eksempler, og ikke … en udtømmende liste … for at statuere fjernsalg.”

Maj 2016