Det nye tyske ”Transparenzregister”

SELSKABSRET: I forbindelse med ændringer i den tyske hvidvaskningslov, har Tyskland nu indført et nyt ”Transparenzregister”, hvor de reelle ejere af tyske selskaber skal registreres.

Loven betyder, at reelle ejere (Wirtschaftlich Berechtigte) af tyske selskaber fra 1. oktober 2017 skal registreres elektronisk i et Transparenzregister. Forpligtelsen gælder også udenlandske selskabsdeltagere, herunder aktionærer, anpartshavere, etc. med en direkte ejerandel over 25% eller en ellers dominerende indflydelse på selskabet f.eks. igennem andre anpartshaver(selskaber) eller pga. af stemmerettigheder.

Det tyske Transparenzregister svarer til ”Det Offentlige Ejerregister” i Danmark. Formålet er at afdække terrorfinansiering og forhindre hvidvask af penge.

De oplysninger, som skal registreres, er følgende:

  • For- og efternavn
  • Fødselsdag
  • Bopæl
  • Den økonomiske selskabsdeltagelses art og omfang

Hvis ejerskabet allerede fremgår af et offentligt register, f.eks. handelsregisteret el.lign., skal man ikke registreres. Denne undtagelse gælder dog nok kun for tyske registre, hvorfor informationer fra udenlandske registre, f.eks. det danske CVR-register, ikke vil blive accepteret på nuværende tidspunkt.

Forpligtelsen til indberetningen ligger i første omgang hos det tyske selskab. Selskabet er ikke forpligtet til at indhente og indberette oplysninger om reelle ejere i dets ejerkæde, hvis det ikke har kendskab til dem. Reelle ejere er her selv forpligtet til at give oplysningerne videre til det tyske selskab, som skal indberette dem i det tyske register.

Undlader man at opgive de nødvendige oplysninger, eller der gives forkerte oplysninger, kan der idømmes bøder på op til 100.000 euro. Bødeforlægget bliver også offentliggjort på den ansvarlige tyske tilsynsmyndigheds hjemmeside.


December 2017


Andersen Partners er et moderne advokatfirma, der leverer juridisk rådgivning af høj kvalitet inden for alle specialer. Andersen Partners har kontorer i Kolding, Odense, København og Hamborg og beskæftiger cirka 100 medarbejdere, hvoraf omkring 40 er jurister. Især har Andersen Partners store erfaringer med at løse opgaver af forskellig art for både tyske og danske klienter i danske-tyske retsforhold. For så vidt har Andersen Partners samlet sine juridiske og sproglige kompetencer i et tosproget team – German Desk, som beskæftiger både danske og tyske advokater. Således er en kompetent rådgivning uden sproglige barrierer sikret. Andersen Partners er vores partner i Hamborg med fokus på etablering, handels- og selskabsret, ansættelsesret og IP.