Soft landing for den tyske økonomi i 2019

Den tyske økonomi er i 2019 vokset med kun 0,6 procent, som er den laveste vækst siden 2013.

Her kommer de vigtigste 2019-tal fra den tyske statistikmyndighed:

  • Den tyske industri blev hårdt ramt af usikkerhed om Brexit og de internationale
    handelskonflikter og gik 3,6 procent tilbage.
  • Hele servicesektoren voksede pænt, og byggeriet havde med 4,0 procent
    den højeste branchevækst.
  • Det private og offentlige forbrug holdt økonomien i gang med 1,6 procent (privat)
    og 2,5 procent (offentlig) vækst.
  • Mens industrivirksomhederne kun kunne eksportere 0,9 procent mere, så førte den stigende købelyst til en importvækst på 1,9 procent; handelsoverskuddet faldt.
  • Den tyske stat har et overskud på næsten 50 milliarder euro svarende til 1,5 procent
    af det samlede BNP.

For 2020 forventer de fleste analytikere en vækst på omkring en procent i Tyskland. Dermed har den tyske økonomi sandsynligvis oplevet en ”soft landing” efter mange års BNP- og beskæftigelsesvækst. Danske virksomheder kan se frem til en stabil tysk økonomi i 2020, som vil byde på mange chancer.