Membernews

Interview med Sixt: markedet for lejebiler er forandret under COVID-19

04/06/2020

Vi har talt med Henrik Isaksen, CEO hos Sixt, om tendenserne på markedet for billeje i coronatiden, og hvilke erfaringer Sixt har gjort sig i denne særlige tid.

Handelskammer: Hvad er den største forandring i forbindelse med COVID-19-krisen, og hvilke metoder har vist sig at fungere godt til at tackle denne?

Vores største udfordring gennem krisen er, at det internationale kundegrundlag for både turister og erhverv ikke kommer til Danmark, og at der ikke er kunder, der skal leje biler til udlandsrejser. På den baggrund er en stor del af vores kundegrundlag forsvundet fra den ene dag til den anden. Situationen har givet os muligheden for at omlægge vores arbejdsgange, se på nye produkter og optimere vores markedsføring og salgsstyrker.

Sixt har altid tilbudt leje af biler i forskellige perioder og af mange forskellige typer, fra de helt små og op til de helt store. Dette er fortsat vores primære forretning, men nu tilbyder vi også ”minilease”. Her er princippet leje af biler fra 2 til 12 måneder til en meget levere pris end traditionel billeje.

Samtidig har vi også oprustet vores B2B-del. Vi ser en ændring i markedet, da folk har behov for biler uden stor binding, for at mindske risikoen og bekymringerne.

Handelskammer: Hvordan er tendenserne på markedet?

Markedet for billeje og bilminilease er ramt som andre brancher, men vi ser, at mange virksomheder og private ikke ønsker at investere i en ny bil pga. den nuværende økonomiske usikkerhed. Under finanskrisen blev billeje et attraktivt alternativ til bilkøb eller til de lange leasingforpligtelser, som specielt mange virksomheder har.

Virksomheder og private vil gerne have økonomisk tryghed. Derfor vælger man en minilease lejeaftale, der giver tryghed og begrænset binding både økonomisk og tidsmæssigt.

Covid-19 vil ændre den måde danskeren holder ferie på i år. Vi forventer, at mange danskere vil holde deres ferie i Danmark, og vi kan allerede nu se, at bestilling af billeje til sommerferie her i Danmark er væsentligt større end tidligere år. Samtidig er de ønskede biler også større end tidligere år.

Mange danskere vælger at minilease en bil i fire måneder hen over sommeren for at sikre at komme sikkert frem. Vi bliver ofte spurgt ind til, hvordan vi rengør vores biler, og om det er sikkert at leje en bil hos Sixt. Vi rengør vores biler mere end tidligere, med handsker på, og alle berøringsflader aftørres og et plastikcover sættes på. Vi mener, at vores biler er sikre mod smittefare.

Handelskammer: Og hvordan med jeres tyske kunder?

Vi følger tæt med i, hvordan Tyskland kommer ud af COVID-19. Da Tyskland er vores hjemmemarked og største kundeleverandør for både privat og erhverv, håber vi snart igen at se tyskere ved vores udlejningskontorer og snart få lov til at sende danskere til Tyskland.

Handelskammer: Hvilke tendenser ser I på den korte bane, f.eks. nu her til sommer?

Vi forventer, at der bliver et stort tryk på billeje i Danmark. Samtidig forventer vi, at udbuddet af lejebiler ikke vil være så stort, som det plejer. Derfor kan vi anbefale allerede nu at booke bil i Danmark, såfremt man påtænker dette.

Sixt er er et af Dansk-Tysk Handelskammers mere end 600 medlemmer og tilbyder medlemmer i Handelskammeret rabatter på billeje.