DANISH COMPANY OF THE YEAR 2020

Troldtekt A/S

Dansk bæredygtig produktion hitter i Tyskland  

Troldtekt A/S er en dansk, familieejet, mellemstor virksomhed, der blev stiftet i Aarhus i 1855, og som siden 1935 har haft egen produktion af Troldtekt træbeton i Troldhede i Vestjylland. 

Troldtekt designer og producerer Troldtekt akustikplader til loft- og vægbeklædning i de fleste typer byggeri ud fra det bæredygtige ”Cradle to Cradle”-koncept.  

Akustikpladerne består af den 100 % naturlige råvare certificeret træ fra bæredygtig skovdrift i Danmark og cement fra den danske undergrund. 

Det tyske datterselskab Troldtekt GmbH, som sælger og rådgiver om de løsninger, der produceres i Danmark, blev stiftet i 2015 og har i dag ni ansatte. Desuden er der to ansatte i Troldtekt A/S, som er fuldtid tilknyttet det tyske selskab.   

Frem for at drive den tyske forretning fra Danmark har strategien for det tyske marked fra starten været at etablere et tysk datterselskab med erfarne, tyske kolleger, der har forståelse for de forhold, som gør sig gældende i tysk byggeri.   

Fra 2015 til 2018 er Troldtekts omsætning vokset med ca. 50 % om året i Tyskland. I 2019 viste salget en fordobling i forhold til 2018. For regnskabsåret 2020 forventes ligeledes en fordobling af salget i forhold til 2019 og inden for de næste et-to år er målet en trecifret millionomsætning på det tyske marked.   

I Tyskland investeres der i disse år store milliardbeløb i skolebyggeri, hvor Troldtekt akustikplader kan gøre en positiv forskel for indeklimaet. Et andet spirende marked er de private boliger, hvor der også er stort behov for bæredygtige akustikløsninger.    

For at kunne servicere det private marked er Troldtekt i gang med at opbygge et netværk af certificerede akustikfagmænd, som både kan rådgive og montere for private bygherrer. Den første akustikfagmand er på plads i Hamborg-området, og næste skridt bliver Berlin.  

Mere info: https://www.troldtekt.dk/