Nytårsreception 2011
Dansk-Tysk Handelskammer arrangerede d. 26. januar 2011 for tredje gang nytårsreception, der fandt sted i Handelskammerets egne lokaler på Kongens Nytorv. Godt 250 gæster kom til årets første Handelskammer-arrangement.
Gæsterne blev hilst velkommen af Handelskammerets bestyrelsesformand Jukka Pertola. Han fremhævede i sin tale udviklingen i de dansk-tyske erhvervsrelationer. Det tyske Wirtschaftswunder har været et stort emne og alt tyder på, at tendensen fortsætter. I de kommende år vil investeringerne og forbruget stige kraftigt i Tyskland. Danmark har gode muligheder på nabomarkedet, og vi oplever, at danske virksomheders interesse for Tyskland igen stiger. ”Dansk-Tysk Handelskammer vurderer, at den danske eksport i år vil stige til før-krise-niveau. En 10 pct.-vækst er ikke urealistisk og mulighederne er fordelt på alle brancher”, afsluttede Jukka Pertola.
Dette års gæstetaler blev holdt af Tysklands ambassadør Johann Christoph Jessen og indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.
Den tyske ambassadør Johann Christoph Jessen kunne konstatere, at forholdet mellem Danmark og Tyskland nok aldrig har været bedre. Han ser en positiv udvikling i de dansk-tyske relationer, der i de senere år er blevet endnu tættere. Der arbejdes på begge sider af grænsen for at intensivere relationerne og med den kommende forbindelse over Femern Bælt vil der opstå en ny grænseoverskridende region. ”Den solide, økonomiske udvikling i Tyskland danner et godt grundlag for det økonomiske samarbejde med Danmark,” sagde den tyske ambassadør.
Efter stærke impulser fra udenrigshandlen vil en af drivkræfterne bag 2011-væksten være den indenlandske efterspørgsel. For 2011 forudser den tyske forbundsregering en vækst på 2,3 pct. Selvom alt tyder på, at 2011 bliver et godt år for tysk økonomi, er Tysklands vækstmuligheder afhængige af verdensøkonomiens udvikling og stabile rammebetingelser i Europa, betonede han.
Bertel Haarder startede sin tale med at nævne det problematiske forhold mellem Danmark og Tyskland, som han oplevede under sin opvækst ved Flensborg Fjord. I talen kom Bertel Haarder ind på den danske regerings infrastrukturelle foranstaltninger herunder den kommende forbindelse over Femern Bælt. Konkluderende rundede ministeren sin tale af med at nævne, at forholdet mellem Danmark og Tyskland aldrig har været så godt som nu.
Gæstelisten finder du HER.
Årets sponsorer var Harboes Bryggeri A/S, Nespresso og Air Berlin.






